«  Forrige kapitel   |   Vælg et kapitel   |   Næste kapitel  »

Salme 85

1  (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.) Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne,

2  tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.

3  Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.

4  Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!

5  Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt?

6  Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig!

7  Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!

8  Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;

9  ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land;

10  Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden;

11  af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.

12  Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;

13  Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.

«  Forrige kapitel   |   Vælg et kapitel   |   Næste kapitel  »
“Den Herres Jesu Nåde være med eder!” — 1 Korinterne 16:23