Lukas 18

1  Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,

2  og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske.

3  Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!

4  Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,

5  så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."

6  Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!

7  Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?

8  Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

9  Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:

10  "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.

11  Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.

12  Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.

13  Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig!

14  Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

15  Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem.

16  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til.

17  Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

18  Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"

19  Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.

20  Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder."

21  Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."

22  Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"

23  Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig.

24  Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!

25  thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."

26  Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"

27  Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud."

28  Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."

29  Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,

30  uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv."

31  Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.

32  Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes,

33  og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå."

34  Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

35  Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.

36  Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.

37  Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.

38  Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over mig!"

39  Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"

40  Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:

41  "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende."

42  Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."

43  Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.