Job 7

1  Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

2  Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

3  så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4  Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5  Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6  Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

7  Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

8  Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

9  Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

10  han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

11  Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12  Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13  Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14  da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15  så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

16  Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17  Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18  hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19  Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20  Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21  Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!