Job 17

1  Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

2  visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

3  Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

4  Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

5  den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

6  Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

7  mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

8  retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

9  men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

10  Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

11  Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

12  Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

13  vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

14  Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

15  Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

16  Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?