Job 11

1  Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

2  "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

3  Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

4  Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

5  Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

6  kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

7  Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

8  Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

9  Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

10  Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11  Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

12  så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

13  Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

14  hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

15  ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

16  ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

17  dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

18  Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

19  du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

20  Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!