Prædikeren 10

1  Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.

2  Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,

3  Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre.

4  Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.

5  Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

6  Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.

7  Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.

8  Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;

9  den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare.

10  Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.

11  Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.

12  Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde;

13  hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.

14  Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

15  Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.

16  Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.

17  Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.

18  Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset.

19  Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.

20  End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.